Århus 28. juli 2014
Gadecaféen i Århus ansætter fuldtidsmedarbejder Ruben Sortberg på 48 år fra Århus bliver pr.1/8 ansat i en fuldtidsstilling i Gadecaféen i de næste 2 år. Ruben har sagt sit arbejde op efter 26 års ansættelse hos Post Danmark. Susanne og Ruben kommer i Citykirken på Viborgvej 173 og har i kirken haft forskellige frivillige arbejdsopgaver med samtale og sjælesorg. De 5 år Gadecaféen har eksisteret, har Ruben arbejdet frivilligt som daglig leder i Gadecaféen med ca. 20-21 frivillige og åbent 2 aftener om ugen. De frivillige kommer fra forskellige fri- og folkekirker. 2 fonde betaler løn til Ruben, mens han er ansat. Det er Social og Integrationsministeriets PUF-pulje og Tryg fonden. Gadecaféen bor til leje i Århus Centrum i Frelsens Hærs bygning i Klostergade 54 tæt på Vor Frue kirke. Gadecaféen er et gadeplansarbejde for misbrugere og alkoholikere, vi vil gerne prøve at motivere og opmuntre til at hjælpe mennesker i behandling. Gadecaféen er en del af Teen Challenge i Danmark. Gadecaféen er en selvejende institution med bestyrelse. I Gadecaféen serveres der ”rugbrødsmadder”, kage, kaffe og te, hjemmelavet suppe om mandagen fra oktober til marts. der er masser af omsorg og varme, der er tid til at lytte. Gadecaféen er afhængig af økonomisk støtte fra det offentlige, fonde, kollekter i kirker og personlige gaver. Rubens arbejdsdag kommer til at indeholde:
1. opsøgende arbejde på gaden. Opstart af kørselsteam, som tager til Mølleparken, Godsbanen og havnen.
2. samtale/coaching af de frivillige i Gadecaféen
3. samtaler med ”bostøtte”, misbrugskonsulent og sagsbehandlere
4. fundraising
5. fængselsbesøg
6. foredrag om Gadecaféen
Med venlig hilsen Peter Sigetty Bøje Formand for bestyrelsen i Gadecaféen